Klik her for at komme retur til startsiden  HavkajakBogen.dk 
Udstyr Teknik Sikkerhed På tur Turforslag Indhold Søg

  Cockpit

HavkajakBogen.dk
     på
Facebook

Startside
Op

Syntes du om disse sider, vil jeg blive glad, hvis du deler link og fortæller dine venner om HavkajakBogen.dk.
Husk også at melde dig ind i Facebook gruppen.

HavkajakRejser.dk
Lær at ro havkajak hos Danmarks mest erfarne udbyder af kurser og ture i havkajak - Også mange ture for mere erfarne samt "fyraftensture" ved Charlottenlund strand.

Kano & KajakButikken
Kajak.dk

Vel nok Danmarks største udvalg af kajakker og tilbehør - og personale der selv har erfaring fra vandet.
Cockpit, sæde, rygstøtte og lårstøtte
Det skal være en fornøjelse at padle havkajak. En god siddekomfort er meget afgørende for, om turen bliver en god oplevelse eller en tur, hvor man bliver nød til at ændre siddestilling ofte, (hvilket kan være ganske besværligt i mange kajakker og noget nær umuligt i andre). Er den helt gal, kan det afbryde turen, og du må tage ind til land for at strække ben med jævne mellemrum. Desuden er det meget irriterende, hvis man ikke kan sidde og slappe af, men hele tiden skal forsøge at undgå kramper og ben, der ”sover”.

For at sidde godt er der flere ting, der skal være i orden. Først og fremmest skal selve kajakkens form omkring cockpittet passe til dig. Grundlæggende skal du sidde behageligt, samtidig med at du sidder godt fast og dermed har god kontrol over kajakken. Siddepositionen vil også have betydning for hvordan du overfører kræfterne bedst muligt til båden og vandet. Et cockpit, hvor du sidder med benene bukket og knæene forholdsvis tæt, vil kunne give mere kraft i dine fremadtag, da du bedre kan bruge benene til at skubbe med, (holde kontra) når du padler. En kajak, hvor du sidder med knæene mere spredt, vil derimod give mere kraft til at tilte kajakken, hvilket har betydning for manøvreringsegenskaber og støttetag. Nogle kajakker har et højt og bredt fordæk, så der er god plads til at bøje benene, når man sidder i kajakken, mens andre har et lavt og smalt fordæk, så man må have mere strakte ben. Hvad der passer dig bedst, kan du kun finde ud af ved at prøve dig frem. For at få et godt indtryk vil det sjældent være nok at tage en hurtig tur rundt i et havnebassin. Du skal i hvert fald regne med at skulle sidde i kajakken en times tid, før du kan mærke, om der bliver problemer, eller om du sidder godt i kajakken. Naturligvis vil der være nogle kajakker, der kan udelukkes meget hurtigt, men at finde den, der passer dig bedst, tager tid. Hvis du kun har siddet få gange i en havkajak, vil det ofte være svært at slappe af, når du sidder i kajakken. Derfor må du nok regne med, at det kan tage lidt ekstra tid, inden du ved, om den passer til dig.
Sædet bør være lidt ”skålformet” for at give støtte over et stort område og holde dig godt på plads i sædet.
Ligesom en sadel på en racercykel skal sædet i en kajak helst ikke være for blødt. Et tyndt stykke liggeunderlag oven på det støbte sæde vil i langt de fleste tilfælde give den bedste siddekomfort.

Rygstøtten er også meget væsentlig, her er langt det bedste et løst rygstøtte, der ikke sidder fast til bunden af sædet, men et der er ophængt med remme og typisk fastgjort ud for hofterne i cockpitkanten eller øverst på sædet. Et par elastikker holder normalt rygstøtten oppe, så den bliver på plads og ikke glider ned. Rygstøtten skal placeres, så den støtter på lænden – det er ikke et ryglæn, men en støtte der holder dig på plads i kajakken! Derved kan du få en jævn støtte, der følger dine bevægelser bedst muligt Rygstøtten giver ligesom sædet bedst komfort, hvis den er forholdsvis hård, og under alle omstændigheder skal den være så fast i konstruktionen, at den ikke falder sammen under brug.

Det næste er lårstøtterne, de bør kunne justeres i placeringen, så de passer i forhold til sædets position. Det bliver heldigvis mere og mere almindeligt, at lårstøtterne kan justeres, så de giver bedst mulig kontrol, men kan de ikke justeres, vil du ofte blive nød til at bygge dem op med lidt skum eller andet, så de støtter, hvor de skal. I nogle tilfælde vil det være lettest at flytte lidt på placeringen af sædet i stedet for. Det er dog meget begrænset, hvor meget sædet kan flyttes uden, at det giver problemer med at få overtrækket/spraydækket til at sidde rigtigt, ligesom det også ændre på balancen i kajakken (hvilket dog kun sjældent har nogen betydning i praksis). Lårstøtter bliver ofte fejlagtigt kaldt for ”knæstøtter”. Men da de skal placeres, så de giver støtte nederst på låret lige over knæet, er det misvisende ikke at kalde dem for lårstøtter.
For at have god kontrol over kajakken er det sidste, der skal indstilles, pedalerne. De skal placeres, så knæene holdes godt på plads, og rygstøtten støtter godt i lænden. Jo mere fast du sidder i kajakken, jo hurtigere og mere præcist reagerer kajakken på dine bevægelser og giver dermed bedre kontrol.
Det betyder, at det i hårdt vejr, hvor der stilles store krav til kontrol, vil være en fordel at rykke pedaler og evt. stramme rygstøtten for at sidde ekstra fast.

Støvler, sandaler og faktisk også mange ”kajaksko” har tykke såler og tager derfor meget plads i kajakken, så hvis du vil have mere plads til fødderne, er der meget at ”hente” ved at vælge nogle sko med mindst mulig sål, eller simpelthen at padle uden sko (med bare tæer eller evt. en neoprensok). Et tykt liggeunderlag i bunden af kajakken til at lægge fødderne på er også rigtig rart, særligt hvis du sidder med bare fødder eller evt. neoprensokker. Der kan være forhold, der betyder, at der skal være plads til støvler. F.eks. ved ture, hvor man ofte må ud af kajakken. I så fald er det vigtigt at prøve kajakken på en mindre tur med støvler på, for at mærke om det fungerer.

Langt de fleste havkajakker har et rum til oppakning i hver ende. Et stort bag ved cockpittet og et mindre foran fodpedalerne. Et tætsluttende låg og et skot (skillevæg) adskiller rummene fra cockpittet, så der ikke kommer vand ind til bagagen, hvis man kæntre. Dette giver også en meget væsentlig sikkerhed, da disse pakrum vil være luftfyldte og dermed give meget opdrift. Enkelte kajakker har desuden et 3. rum lige bag cockpittet. Dette rum er tænkt til at opbevare mindre ting, man kan få brug for i løbet af turen. Hvis man skulle være uheldig at kæntre, eller på anden måde få vand ind mens låget er taget af dette rum, forbliver indholdet i de øvrige rum tørre. Det mest robuste som skillevæg har vist sig at være en skumvæg (cellfoam), der limes i. Fordelen ved at bruge skum er, at det kan laves en smule i overstørrelse og presses på plads, ligesom det også kan tåle lidt stød og slag, uden at limningen/forseglingen går i stykker.


Her ses et super komfortabelt cockpit. Et let løftet sæde med en god vinkel, der også støtter på baglåret, indstillelige lår/knæstøtter (burde være en selvfølge på alle kajakker, men er det langt fra) og en løs rygstøtte, der overtrumfer det meste. Muligheden for at stramme og løsne rygstøtten fremme ved lårstøtten er optimal. Bemærk også hoftepuder, der skal placeres, så de kun lige rører hoften, når man sidder almindeligt, men giver støtte, så snart kajakken tiltes og holder dig på plads i kajakken.


Send e-mail til jakob@farout.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Har du spørgsmål omkring havkajak, så skriv på vores Facebook gruppe, her har alle mulighed for at se dit spørgsmål og give dig svar.
Copyright © 2009 HavkajakBogen.dk
Alle tekster og billeder på HavkajakBogen.dk tilhører HavkajakBogen.dk/Jakob Hertz og må IKKE benyttes til brug hverken på andre hjemmesider eller print i nogen form uden skriftlig tilladelse fra forfatteren samt tydelig kildehenvisning.
Senest opdateret: 10. august 2016
Se også vores websider om:
WhiteWater kajak og Telemarkskiløb

Samt på FarOut's gruppe på FaceBook, hvor der vil være særlige tilbud om kurser, ture, udstyr, event m.m.